Arrangementer for børn og unge

Det er oplagt, at et arrangement for børn og unge opstår i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, en fritidsklub eller lignende, således at opmærksomheden om arrangementet når ud til den tiltænkte målgruppe.

At målrette arrangementer og aktiviteter til børn og unge stiller nogle andre krav end mange af de øvrige aktiviteter, der afholdes i forbindelse med Auschwitz-dag. For folkedrab kan være et svært emne at formidle til den yngre generation, selvom det er både vedkommende og velkendt – også for unge mennesker. Selvom folkedrab oftest finder sted langt fra unges hverdag, bringer medierne billeder af vold, død og ødelæggelse ind i stuerne. Desuden er der i mange skoleklasser landet over flygtningebørn samt børn, hvis forældre kom til Danmark på flugt fra krig og ødelæggelse.

  • Lokale aviser og dagblade 
    Børn og unge kan fx inviteres til at bidrage til den lokale avis med tegninger, historier eller essays, som skal tage udgangspunkt i årets tema eller andet relevant for markeringen af Auschwitz-dag. En oplagt idé er at udskrive en konkurrence, hvor de bedste bidrag trykkes i den skrevne avis. 
     
  • Den lokale biograf
    Den lokale biograf kan invitere børn og unge til visning af film. Fx inviterede Empire Bio på Nørrebro i København kommunens folkeskoleklasser til filmvisninger og foredrag i forbindelse med Auschwitz-dag 2012. Eleverne kunne bl.a. se filmen, ”Sometimes in April” (2005), som handler om folkedrabet i Rwanda. Filmvisningen blev efterfulgt af et foredrag ved journalist og forfatter Øjvind Kyrø, som selv var i Rwanda under folkedrabet.
     
  • Det lokale bibliotek eller kulturhus
    Det lokale bibliotek eller kulturhus kan danne ramme om oplæsningsarrangementer, debatarrangementer eller være udstillingssted for malerier, tegninger, essays eller historier, som børn og unge laver i forbindelse med markeringen af Auschwitz-dag. Desuden kan man på det lokale bibliotek lave en ’bog-ø’ (fag- eller skønlitteratur om folkedrab, en særlig vinkel, årets tema etc.) med litteratur, der henvender sig specifikt til yngre læsere.
     
  • Det lokale museum
    Museer med udstillinger, der er relevante for markeringen af Auschwitz-dag, kan invitere børn og unge til at besøge museet og med fordel arrangere specielle omvisninger for denne målgruppe. En anden mulighed er at inddrage den yngre målgruppe som rundvisere i forbindelse med en relevant udstilling. Til eksempel fungerede skoleelever og studerende som rundvisere, da Anne Frank Vandreudstillingen blev vist frem i Store Sal, Vartov i København i forbindelse med markeringen af Auschwitz-dag 2010.
     
  • Det lokale teater
    Det lokale teater kan åbne dørene for lokale skoleteatre, som opfører stykker med relevans for markeringen af Auschwitz-dag. Teateret kan også selv sætte et stykke op, som er relevant for årets tema og samtidig har børn og unge/skoleklasser som målgruppe.
     
  • Koncerter
    Musikarrangementer kan henvende sig til den yngre generation, både ved at invitere børn og unge med som udøvende musikere og ved at målrette koncerterne til denne målgruppe. Nogle kommuner har fx haft gode erfaringer med at invitere en lokal eller international musikgruppe med rwandere, bosniere eller romaer etc. Der er også gode erfaringer med at involvere den lokale musikskole eller det lokale kor og bede dem bidrage med musik og/eller sang til et foredrags-/debatarrangement.
     
  • Konkurrencer
    Konkurrencer for børn og unge i at tegne, male, spille musik, skrive essays, skrive fiktionshistorier etc., kan alle være en del af markeringen af Auschwitz-dag. Konkurrencen kan evt. tage udgangspunkt i årets tema eller en anden relevant tematik, således at tegningen eller essayet skal udformes med udgangspunkt i denne. Konkurrencen kunne udskrives af den lokale avis, af klasselæreren, af skoleinspektøren, af borgmesteren, af bageren eller af biblioteket, som hver især kan udlove forskellige præmier og råder over forskellige lokaler eller vinduer til at udstille de vindende bidrag.
     
  • I skolen
    Siden Auschwitz-dag første gang blev markeret i Danmark i 2003, har hovedparten af aktiviteter og arrangementer for børn og unge foregået på landets uddannelsesinstitutioner. Arbejdet med Holocaust og andre folkedrab kan indgå i flere fag i både folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, hvorfor det er oplagt at arbejde tværfagligt med relevante tematikker som fx årets tema.
Auschwitz-dag på mange måder
Ud over de forskellige tilbud er der mange måder, Auschwitz-dag kan markeres på i skoleregi.

  • Man kan fx etablere en internetbaseret avis, hvor hver elev, klasse eller skole fordyber sig i og skriver om et specifikt folkedrab eller tema, hvorefter avisen samles på internettet, og alle får adgang til at læse den. 
     
  • Undervisningen om Holocaust og andre folkedrab kan tage udgangspunkt i visningen af en relevant film. På DFI’s hjemmeside er det muligt at finde lettilgængeligt og aldersdifferentieret undervisningsmateriale til en række dokumentar- og spillefilm. 
     
  • Man kan etablere venskabsklasser med klasser fra lande påvirkede af folkedrab eller på tværs af skoler herhjemme. Samarbejdet kunne tage udgangspunkt i emnet folkedrab gennem brevskrivning, kommentering af hinandens projekter, udveksling m.m. Vejle har et samarbejde med Bosnien, hvor bosniske skoleelever og lærere har været på besøg i Vejle.
UVM white


Frederiksholm kanal 21

1220 København K

Kontakt
Telefon +45 32 92 50 00
Email uvm@uvm.dk

Om Aldrigmere.dk

AldrigMere.dk er en hjemmeside
om Holocaust og andre folkedrab
med danske skoleelever og lærere
som målgruppe
Vi bruger cookies på Aldrig merePå Aldrig mere bruger vi cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på Aldrig mere, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere her
ja, jeg accepterer