Peter Langwithz Smith
Forfatter og fotograf

Folkedrabets teknik: Bag om Auschwitz og Neuengamme
Auschwitz-Birkenau var nazisternes største KZ- og udryddelseslejr, hvor over 1 mio. mennesker blev myrdet. Hvordan var det overhovedet muligt? Lejrens historie, dens mandskab, livsvilkårene for fangerne og masseudryddelsens teknik er nogle af forudsætningerne for at forstå det helvede, som udgjorde lejrkomplekset. På trods af utallige vidnesbyrd og beviser er der personer, som benægter den rolle lejren spillede i Holocaust – ja Holocaust som helhed. Hvad er deres argumenter og mål?
KZ-lejren Neuengamme var den lejr, som flest danske fanger blev deporteret til, og den spiller en central rolle i historien om Danmarks besættelse. Men den illustrerer også, hvordan KZ-lejrene var bygget op og fungerede som terrorinstrument, henrettelsessted og arbejdskraftreservoir for SS og den tyske industri.
Peter Langwithz Smith er forfatter og har udgivet bøgerne ”Auschwitz. En beskrivelse” (2014) og ”Koncentrationslejren Neuengamme 1938-1945”(2012).
I sammenhæng med Peters foredrag kan eleverne med fordel på Folkedrab.dk læse mere om Auschwitz, hverdagen i Auschwitz, om dark tourism, udryddelses- og koncentrationslejre og holocaustbenægtelse.